Тороидальная система координат

Тороидальная система координат — ортогональная система координат в пространстве, координатными поверхностями которой являются торы, сферы и полуплоскости. Данная система координат может быть получена посредством вращения двумерной биполярной системы координат вокруг оси, равноудалённой от фокусов биполярной системы.

Тороидальная система координат





(


α



,


β



,


φ



)




{\displaystyle (\alpha ,\beta ,\varphi )}


определяется посредством формул перехода из этих координат в декартовы координаты:

где





c


>


0




{\displaystyle c>0}






0






α



<






,






π



<


β







π



,






π



<


φ







π





{\displaystyle 0\leqslant \alpha <\infty ,-\pi <\beta \leqslant \pi ,-\pi <\varphi \leqslant \pi }


.





α



=



c


o


n


s


t





{\displaystyle \alpha =\mathrm {const} }


торы





β



=



c


o


n


s


t





{\displaystyle \beta =\mathrm {const} }






φ



=



c


o


n


s


t





{\displaystyle \varphi =\mathrm {const} }


полуплоскости

Он является диагональным, так как тороидальная система координат является ортогональной.

Уравнение Лапласа в тороидальных координатах имеет вид:

Решение удобно искать в виде:

тогда уравнение для функции





v




{\displaystyle v}


:

После чего можно разделить переменные:

В результате получится система:

В случае уравнения Гельмгольца в тороидальных координатах переменные не делятся.

Sayid Jarrah

Sayid Hassan Jarrah (arabisk سعيد حسّان جراح) er en fiktiv karakter i den amerikanske tv-serie Lost, spillet af den engelske skuespiller Naveen Andrews.

Det var Naveens idé at Sayid og Shannon skulle indlede et romantisk forhold, i håb om at kunne chokere Amerika.

Sayid er teknisk, faktuelt og videnskabeligt anlagt. Han er analytisk og metodisk, og vil rationalisere ting før han accepterer dem. Dette eksemplificeres blandt andet under en samtale med Kate om hvordan de overlevede flystyrtet. Sayid postulerer at der må ligge noget dybere bag, uden at vide hvad, mens Kate mener at “nogle ting bare sker.” Han er kompetent til at læse og afkode menneskers fysiske signaler; En egenskab der specielt kommer til udtryk i episoden hvor Locke supplerer med misvisende oplysninger om Boones ulykke, hvilket Jack skønner er årsagen til det efterfølgende dødsfald.

Sayid var han kommunikationsofficer i Den Republikanske Garde i Irak. Som han selv siger det, bestod en del af hans job i at få fjenden til at kommunikere; Han var torturbøddel.

Han beordres en dag til at “afhøre” Nadia Jazeem. En kvinde han kender fra da han var ganske ung. I løbet de uger hun er tilfangeholdt opstår et bånd mellem dem – et bånd der er så stærkt at Sayid skyder sin overordnede og sig selv i benet, så hun kan flygte.

Under et angreb i Irak tages en af de irakiske ledere til fange og den amerikanske invasionshær tvinger Sayid til at afhøre og torturere sin leder for oplysninger om en kidnappet pilot. Han takkes og betales af Kelvin Joe Inman. Efter angrebene rejser Sayid rundt i verden, i håb om at finde Nadia.

Han opholder sig blandt andet i Paris, hvor han kontaktes af en potentiel arbejdsgiver. Men så snart han dukker op til jobsamtalen, bliver han slået ned og lænket i deres kælderrum running belt number holder. Arbejdsgiveren er en iraker, hvis kone blev tortureret og nu vil have Sayid til at bekende sin synd. Sayid benægter stædigt, indtil han har en samtale med kvinden alene. Fordi Sayid erkendte hvad han havde gjort, lod hun Sayid gå og fortalte sin mand at hun havde begået en gruelig fejltagelse.

Han har aldrig set Nadia siden, men får chancen da CIA opsporer ham og tilbyder Nadias adresse mod at han infiltrerer en terrorcelle i Sydney. Han kender en af de involverede fra sin tid på universitetet i Cairo, og aftaler at de sammen vil ofre sig som martyrer. På dagen hvor de skal springe en bil ladet med springstoffer i luften, fortæller Sayid at han arbejder med CIA. Noget der synes at krænke hans ven i en sådan grad at han skyder sig selv i munden. Sayid tilkalder CIA og overdrager sprængstofferne til dem, som aftalt. Sayid får sin billet til USA, men vil samtidig have sin gamle ven begravet ærefuldt og med respekt for sin religion. CIA ønsker ikke at indfri denne forespørgsel og Sayid må blive en dag ekstra i Sydney, af hensyn til papirarbejdet. Dagen efter tager han af sted med Oceanic Flight 815.

De overlevende tvinges til at vælge mellem at følge Jack eller Locke. Sayid bliver hos Jack. Efter Kate og Jack kommer i problemer med Daniel og Miles hjælper Sayid og Juliet dem til at vende magtkampen i situationen. Sayid følger flokken, der forenes med piloten Frank. Sayid drager sammen med Kate og Miles til barakkerne for at forhandle sig til Charlottes løsladelse. Ved deres ankomst nares de i Lockes baghold, og Sayid får lov at spendere noget tid i fangerum, med Ben. Sayid taler sig under et forhør med Locke ud af sin situation, og vender tilbage til helikopteren med Charlotte, hvorefter han forlader øen med retning mod fragtskibet jogging water bottle holder.

Som en af The Oceanic Six finder Sayid vej til en golfbane, hvor hans mission er at myrde en anden golfspillende. Senere, i Berlin, skaber han kontakt til en kvinde, hvis arbejdsgiver han også får til at opgave at snigmyrde. Da hun opdager han har været uærlig under deres romance skyder hun ham i skulderen, hvorefter hun tager kontakt til sin arbejdsgiver. I mellemtiden får Sayid distraheret hende, og udnytter sin chance til at skyde hende. Han leverer de nye informationer, og får opereret sin skulder af Ben.

Ingo Maurer

Ingo Maurer (* 12. Mai 1932 auf der Reichenau) ist ein deutscher Industriedesigner reusable water bottle that looks like a plastic water bottle, der sich auf Leuchten und Lichtinstallationen spezialisiert hat.

Ingo Maurer ist der Sohn eines Fischers, der auch als Erfinder tätig war. Maurer wuchs mit seinen vier Geschwistern auf der Insel Reichenau im Bodensee auf. Nach dem Tod seines Vaters absolvierte er eine Schriftsetzerlehre in Konstanz. Anschließend wechselte er zum Grafikdesign und studierte von 1954 bis 1958 in München Gebrauchsgrafik. 1960 wanderte er in die USA aus, wo er als Grafikdesigner in New York und San Francisco bis 1963 arbeitete. 1966 gründete er als Autodidakt im Bereich Industriedesign unter dem Namen Design M eine Firma, in der er eigene Entwürfe für Leuchten zur Produktreife entwickelte, produzierte und vertrieb. Einer seiner ersten Entwürfe, «Bulb» (1966) wurde bereits 1969 in die Design Collection Museum of Modern Art aufgenommen.

1984 stellte er das Niedervolt-Lichtsystem «YaYaHo» vor, das aus zwei horizontal gespannten Metallseilen und frei beweglichen Lichtelementen mit Halogenleuchtmitteln besteht. Das Lichtsystem wurde zur Vorlage für zahlreiche Nachahmer. Das Unternehmen Design M wurde in Ingo Maurer GmbH umbenannt und nach Bedarf vergrößert. Der Firmensitz blieb jedoch stets in München.

1989 zeigt die Fondation Cartier pour l’art contemporain in Jouy-en-Josas bei Paris Maurers erste Arbeiten mit Licht, die nicht kommerzieller Natur waren. Die Ausstellung trug den Titel Ingo Maurer: Lumière Hasard Réflexion. Seitdem wurden seine Entwürfe und Objekte in einer Reihe von Ausstellungen gezeigt, darunter die Einzelausstellungen Ingo Maurer: Arbeiten mit Licht in der Villa Stuck, München (1992), Licht licht im Stedelijk Museum in Amsterdam (1993), ephemer visionär Ingo Maurer.Licht im Museum für Angewandte Kunst, Frankfurt. Das Vitra Design Museum organisierte 2002 die Ingo Maurer – Light – Reaching for the Moon, eine Wanderausstellung i love football t shirt, die in Europa und in Japan gezeigt wurde. 2007 zeigte das Cooper-Hewitt National Design Museum in New York die Ausstellung Provoking Magic: Lighting of Ingo Maurer.

Seit 1990 beschäftigt sich Ingo Maurer neben der Gestaltung von Lampen für die serielle Herstellung auch mit der Planung von Lichtinstallationen für Räume öffentlicher und privater Auftraggeber jogging water bottle holder, z. B. die kuppelförmigen Lichtobjekte für die U-Bahn-Station Westfriedhof in München (1998). Für Issey Miyake realisierte er eine Installation für eine Modenschau in Paris (1999) sowie ein Lichtobjekt für Miyakes Londoner Showroom. 2006 gestaltete er Lichtobjekte wie -installationen für die Innenräume des Atomiums in Brüssel.

Bekannte Entwürfe sind u. a. die geflügelte Birne Lucellino (1992), die Scherbenlampe Porca Miseria! (1994). Maurer arbeitet seit den frühen 1980er Jahren mit einem Team von Designern/Entwicklern, die ihm bei der Umsetzung seiner Ideen unterstützen. Auf den Messen der Einrichtungsbranche in Frankfurt, Köln und Mailand fällt er seit den 1970er Jahren durch seine ungewöhnlichen Präsentationen auf. 1999 eröffnete er einen eigenen Showroom in New York, 2009 einen zweiten, größeren Showroom in München, der auch für Ausstellungen genutzt wird.

Ich verfolge keine eigene Strategie bei meiner Arbeit. Ich liebe das Unbewußte. Es ist, wie wenn ein Kind einen Riß in der Wand sieht und seine Fantasie daraus ein Tal entstehen läßt. Diese Art zu arbeiten erzeugt oft Freude manchmal aber auch Pein in mir. Jedenfalls ist es mir wichtig so zu arbeiten, daß ich nicht eines Tages neben mir stehe, über meine Schulter schaue und mich frage, was ich da eigentlich mache. Die Analyse meiner Arbeiten überlasse ich den anderen. Ich bin wirklich oft erstaunt, was andere in meine Arbeit hinein interpretieren.

Design, bei dem man den Menschen dahinter nicht mehr spürt, ödet mich an. […] Wichtig ist mir das Leichte – und die Vergänglichkeit. Ein Ding soll nicht dastehen wie ein Betonklotz, wie ein Monument für die Ewigkeit. Erfolgreich sind wir, wenn wir ein Gefühl in den Menschen auslösen. Auf der Messe passiert es oft, daß die Leute mit finsteren Gesichtern durch die Gänge schleichen, dann zu uns reinkommen, herumgucken und anfangen zu lächeln. Diese Freude in den Gesichtern, das ist es, was mich glücklich macht.